Børne- og ungesamtaler

Har du/I et barn, som har brug for hjælp? Jeg har mange års erfaring i arbejdet med børn og unge i mistrivsel. Her kan symptomerne være begyndende skolefravær og angst. Det kan være, der er sket brud i familien som fx. skilsmisse, som påvirker børnene. I børne/ungesamtalerne er de voksne vigtige medhjælpere. Derfor vil du/I som forældre være en aktiv del af forløbet. Vi aftaler sammen med barnet/den unge, hvordan din/jeres deltagelse i forløbet skal være.

Jeg har særligt specialiseret mig i angstbehandling og kognitivadfærdsterapi for børn og unge.

Angst 

Har dit barn angstsymptomer? Det kan være dit barn ikke kan lide at sove alene, at barnet ikke vil i skole eller ofte bliver ringet hjem fra skole med forskellige fysiske symptomer som kvalme, mavepine, hovedpine. 

Før vi starter et behandlingsforløb er det vigtigt at afklare årsagerne til barnets angst. Hvis angsten er et symptom på, at barnet bliver mødt med krav, det ikke kan håndtere i fx skolen eller derhjemme, er det vigtigt, at hjælpe barnet til en hverdag, der passer med barnets behov. 

Hvis angsten er et udtryk for et ubehag ved særlige situationer som fx at komme i skole, at skulle sove selv, at skulle gå fra skole til SFO eller lignende, arbejder vi målrettet mod at overvinde angsten og blive fortrolig med den.

Forløbet vil være inspireret af den kognitiv adfærdsterapi. Det er den teori og metode som er udgangspunktet for cool kids programmerne. Hvis børnene kommer til behandling på et tidligt tidspunkt, er det min erfaring gennem mange forløb, at angsten kan håndteres gennem få samtaler. Her er forældrene helt centrale, da I ofte skal være dem, der understøtter barnet i at prøve nye ting af og at kunne udholde angsten og blive mere fortrolig med den. I forløb med børn og angst vil både forældre og barnet lære ny tilgange til det at håndtere angst.

​Mistrivsel

​Viser dit barn tegn på mistrivsel? Der kan være mange forskellige årsager til børns mistrivsel og det er vigtigt, at få en ide om årsagerne til barnets mistrivel for at kunne hjælpe barnet. Det kan være dit/jeres barn er i en situation, hvor barnet ikke er en del af de sociale fællesskaber eller ikke kan håndtere de faglige krav i skolen, ikke kan finde ro i en urolig klasse – barnet vil ofte udvise symptomer som angst, uro, det kan være barnet bliver meget stille og indadvendt eller det modsatte, det kan være barnet regredierer – bliver ”småbarnligt”.

Forløb med fokus på barnets mistrivsel involverer forældre og måske et øget samarbejde med daginsitution/skole.

Forældrerådgivning

Måske har du brug for at drøfte udfordringer med dit barn. Det kan være du har brug for vejledning og sparring til måder at gribe dit barns udfordringer an på. Det kan være ideer til måder at håndtere og møde dit barn på. Måske har du brug for ideer til, hvordan du kan ændre på rammerne omkring dit barn for at dit barn kommer i bedre trivsel.

Forældrerådgivning er et samarbejde, hvor vi sammen afsøger nye veje at gå i jeres forældrerolle.